Musik for stemmer, instrumenter og musikdramatik i et velklingende og vedkommende tonesprog.

  • Tre billeder fra Bibelen

    for ligestemmigt kor & orgel

    Tre billeder fra Bibelen er en musikalsk fortolkning af tre berømte prædiketekster fra evangelierne, som alle har kvindefigurer i fokus. Hvert af billederne indledes med en sungen, flerstemmig proklamation og afsluttes med en kort motet med tekst fra Den Danske Salmebog (DDS).

    Selve bibelteksten skal synges i et frit tempo, som bør lægge sig tæt op ad et naturligt taletempo. Evangelisten og de forskellige roller synges af solister, mens koret fungerer som enten de eksalterede disciple eller de rådvilde kvinder ved graven. Det hele akkompagneres af et sparsomt orgelakkompagnement, som skal holdes i en yderst diskret registrering.

    Jeg har altid elsket de bibelske fortællinger i recitativ-form med turba-kor og koraler, som man kender det fra oratorier og passioner af Schütz, Händel og Bach, og jeg har med dette værk ønsket at overføre denne vekslen mellem fortælling og refleksion, dramatik og skønhed til et mindre format, som ikke kræver meget akkompagnement, og som kan synges af ligestemmigt kor.

    ID: FK-1019

    År: 2026

    Varighed: ca. 15 min.

    Sider: 12

    Format: A4

    Pris: 99,00kr.


  • Påskevigilie

    for ligestemmigt kor, trompet & orgel

    Påskevigilie er en kantate i otte satser for lige stemmer, trompet og orgel skrevet til Roskilde Domkirkes Pigekor. Værket er skrevet til at blive opført samlet, men alle satserne kan uden problemer opføres individuelt og kan sagtens anvendes i en liturgisk sammenhæng, hvor de ikke nødvendigvis synges i sin helhed eller i rækkefølge. Kantaten kræver, udover kor, solist og orgel, en trompetist, men stemmen kan uden problemer opføres af et andet passende blæseinstrument som f.eks. obo, klarinet, sopran-saxofon, blokfløjte eller zink.
    En påskevigilie er en aftensgudstjeneste, der afholdes påskelørdag dvs. dagen mellem langfredag og påskedag. I den danske folkekirke er der ingen fastlagte læsninger til påskelørdag i ritualbogen, så derfor har jeg forholdt mig frit til tekstvalget. Satsernes tekster er primært uddrag fra bibelen og salmebogen og er sat sammen, så de danner et handlingsforløb fra påskelørdagens stilhed og tomrum til påskemorgenens forløsning og glæde idet kvinderne ved graven modtager beskeden om genopstandelsen.

    Kantaten indledes med Der venter bag langfredags nat i to udgaver. I den første udgave (1a) høres en melodi til Aastrups tekst fremført på skift af trompet, en solist og hele koret, mens den anden udgave er samme melodi, men med et traditionelt homofont orgelakkompagnement. Hvis musikken opføres i gudstjenestesammenhæng, kan salmen benyttes som fællessalme (1b), eller man kan anvende 1a som præludium efterfulgt af 1b som fællessalme, hvor menigheden synger med fra vers 5. I dette tilfælde skal man anvende ossia’en i orgel og trompet for at sikre en smidig overgang mellem satserne. I en koncertopførelse bør man nøjes med at synge 1a og derefter gå videre til nr. 2.

    2. Sats, Psalme 88, er skrevet som en chant efter anglikansk forbillede. Ifølge tidebønstraditionen synges doksologien (”Ære være Faderen…”) ikke i passionstiden og benyttes først fra og med påskeaftens vesper, hvorfor den er medtaget her. Det er også muligt at udelade den, og man kan forholde sig frit til hvor mange vers og antifoner, man ønsker at opføre. Det er vigtigt at synge teksten med et godt naturligt flow, så den musikalske rytme ikke bliver for mekanisk i fremførelsen, men derimod kommer så tæt på talerytmen som muligt.

    Det harmoniske sprog i den første del af den tredje sats, Jesus Kristus blev lydig, er karakteriseret ved mange kromatiske vendinger i samme mol-toneart som den forgående sats. Musikken kræver et delikat og sart sammenspil mellem sopran-solisten og trompetisten især i de parallelle sekstendedelskoloraturer. B-delens kanon (takt 54-109) kan udføres af hele koret eller af en mindre besætning, og man kan også helt udelade 2. stemmen.

    N. F. S. Grundtvigs og Th. Laubs smukke salme Hør vor helligaftens bøn, som ligger til grund for sats nr. 4, har altid været en af mine yndlingssalmer. I denne udgave har jeg benyttet udvalgte dele af både teksten og melodien og ombearbejdet den til en vekselbøn mellem en forsanger og koret.

    Den femte sats, Hvem søger I i graven? er en slags repræsentation af evangelieteksten. Teksten er hentet fra middelalderritualet Quem quaeritis, hvor man i dramatiseret form hører om kvindernes besøg ved graven, og at de, som de første, får forkyndt Jesu opstandelse. Den indledende stille orgelmusik skal symbolisere mørket, vi befinder os i påskeaften, og de 3×3 klokkeslag (spillet på triangel eller lignende lyst signalagtigt slagtøjsinstrument, f.eks. håndbækken eller syngeskål) symboliserer banken på indgangen til graven.

    6. Sats, Halleluja!, er tænkt som en fyldig udsmykning af foregående sats’ sidste ord og fungerer i kantaten som en musikalsk solopgang. Musikken begynder helt forsigtigt med nogle meget tøvende Halleluja-råb, og efter et ekko fra første sats i alt- og trompetstemmen udvikler satsen sig langsomt med gentagende Halleluja-råb i retningen af en sikker forvisning om, at Kristus sandelig er opstanden.

    Kantatens afsluttende sats, Påskemorgen slukker sorgen, er et arrangement af salmen af samme navn, som gør brug af en enkelt cluster-effekt til at skabe en illusion af en forlænget efterklang, som om tekstens budskab bliver spredt som sang over bjerge og dale. Her befinder vi os ”meget tidligt om morgenen den første dag i ugen da solen var stået op”, som der står i evangelierne, og påskedag er begyndt!

    ID: FK-1004

    År: 2020

    Varighed: ca. 24 min.

    Sider: 27

    Format: A4

    Pris: 149,00kr.


  • 4 korsange til kyndelmisse

    for ligestemmigt kor & klaver/orgel

    Kyndelmisse markeres ved musikgudstjenester i mange kirker. Ordet kyndelmisse kommer af det latinske ’candelarum missa’, altså lysenes messe, som holdes om aftenen, og billedet af lyset i den kolde og mørke vintertid har inspireret mange komponister. I denne samling, ’4 korsange til Kyndelmisse’, præsenterer Korlivs Forlagsudvalg satser for lige stemmer i varierende sværhedsgrader, hvorfor satserne retter sig mod forskellige aldersgrupper. Udgivelsen fremstår som et komponistportræt af Egil Kolind og er udgivet som fuldt partitur (KORLIV 154) samt korstemme (KORLIV 154a).
    Lev som lysets børn kan synges af alle typer kor, men henvender sig mest til de lidt yngre sangere. Teksten er uddrag fra Sl 139 og kan synges som en vekselsang mellem én eller flere solister og hele koret. Teksten til omkvædet, eller rettere antifonen, som også er stykkets titel, er fra Ef 5 og kan synges både med og uden overstemmen i slutningen. Det noterede klaverakkompagnement (den første af de to udgaver) bidrager med et kontinuerligt flow og en klanglig udvikling gennem satsen, men man kan også opføre stykket med almindeligt becifringsspil (den anden udgave), hvis man ønsker et mere enkelt udtryk.
    Simeons lovsang eller Nunc Dimittis, som den også ofte kaldes, er en duet for to lige stemmer. Satsen er holdt i en fredfyldt karakter, men med et dynamisk opsving ved afsnittet med teksten ”et lys til åbenbaring”. Udover til kyndelmisse er Simeons lovsang en oplagt korsats at synge til aftengudstjenester hele året.
    Sne er det eneste stykke i samlingen, som ikke har en bibelsk tekst. I Iben Nielsens digt befinder vi os i vinterens snedækkede, melankolske skumringsmørke. Musikken er frostklar, hvid og blid og hele vejen igennem holdt i et roligt gående pianissimo. Fordi stemningen i digtet er båret af ro og mildhed, kræves der et stort fokus på de mange små dynamiske udsving, der hele tiden er til stede i satsen.
    Jeg er verdens lys har et mere fyldigt orgelakkompagnement og kræver derfor også et orgel med flere registreringsmuligheder. Det kendte Kristus-citat, som er sangens titel, høres gentaget mange gange i de tre stemmer i forskellige varianter og kanonformationer. Udover det nytestamentlige citat indgår der også et gammeltestamentligt tekststykke fra Esajas Bog (”Det folk, der vandrer i mørket…”), der fungerer som en bagudskuende refleksion. Stykket har en opløftet og glædesfyldt karakter, som konstant gennemstrømmes af det lille, musikalske ”Jeg er verdens lys”-motiv. Ønsker man en kortere udgave af stykket kan man udelade
    takt 29-59.

    Udigvet på Forlaget Mixtur for KORLIV/Folkekirkens Kororganisation

    Købes hos Århus Musik/noder.dk

    ID: FK-1017

    År: 2024

    Varighed: ca. 13 min.

    Sider: 23

    Format: A4


  • Tre miniaturer

    for to oboer

    “Tre miniaturer” er tre korte stykker for to oboer. Inspirationen til duetterne er væsener fra den mytologiske verden, og de er tænkt som en slags musikalsk fortolkning af et lille fantasifuldt billede eller maleri.

    Den første sats, “To serafer”, har sin titel fra det latinske »Duo seraphim clamabant«, som stammer fra en beskrivelse i bibelen af to engle, der anråber hinanden med ordene »Hellig, hellig, hellig«.

    “Vile og Ve” er to guder fra den nordiske mytologi, som her skal repræsentere det indadvendte og det udadvendte i den menneskelige psyke.

    Det sidste miniaturebillede er “Lygtemænd”, som er små, overnaturlige væsener, der lever i mørke sumpede områder, og som lokker mennesket med deres mange, flaksende, mikroskopiske lygter.

    Indhold:

    1. To serafer

    2. Vile & Ve

    3. Lygtemænd

    ID: FK-1009

    År: 2026

    Varighed: ca. 8 min.

    Sider: 10

    Format: A4

    Pris: 129,00kr.


  • Der stode tre skalke (arr.)

    for mandskor, cittern, violin & akkordeon

    Der stode tre skalke er en dansk folkevise, som findes i et hav af varianter (bl.a. som Møllervisen, Møllerens datter, Katten i sækken) og med forskellige bud på slutningen af historien om, hvad der sker, efter de tre skalke på ejendommelig vis har fået fat i skønjomfruen.

    I mit arrangement for mandskor og folkemusiktrio har jeg sammensat to forskellige udgaver: dels den kendte melodi, som findes i Højskolesangbogen, dels en udgave sunget af Marie Petersen i Vormark på Fyn. Begge udgaver har et omkvæd med vrøvletekst, som afspejler sangens fjollede og lettere sjofle karakter.

    Musikken blev komponeret til Dreamers’ Circus og Roskilde Domkirkes Drengekors herrer og blev opført første gang i Roskilde Domkirke i maj 2024.

    ID: FK-1012-03

    År: 2024

    Varighed: ca. 4,5 min.

    Sider: 14

    Format: A4

    Pris: 79,00kr.


  • Aakjær sange

    for sang & klaver

    Ideen til samlingen af disse sange blev til efter et refugieophold sommeren 2020 på Jenle, som er Jeppe Aakjærs hjem, afsides beliggende ved Limfjorden lidt nord for Skive. Mens jeg overnattede i hans hjem og betrådte de sammestier som ham, blev jeg inspireret til at sætte musik til nogle af de poetiske portrætter, som handler om en »Jens«.

    Dette helt almindelige danske fornavn bruges ofte som generelsamlebetegnelse for alle danske mænd og i overført betydning også om det, der kendetegner det danske sind. Gennem sine fortællinger om almindelige danske folk på landet formår Jeppe Aakjær som ingen anden at karakteriseredansk hverdags- og åndsliv.

    Alle Aakjærs Jens’er er karakteristiske figurer, som alle besidder nogle særegne, til tider komiske og samtidig utroligt genkendelige menneskelige træk. Dem har jeg givet hver sin melodi og akkompagnement, så deres fortælling kan blive hørt og få et liv gennem musikken.

    Musikken til den 7. sang i samlingen, Jens Vejmand, har jeg ikke skrevet,men den måtte simpelthen være med. Det er nok en af de smukkeste sange,der findes på dansk, og det er ikke muligt at skrive en bedre melodi til dentekst end Carl Nielsen.

    Indhold:

    1. Jens Fisker

    2. Jens ved æ bæk

    3. Jens og hans viv

    4. Jens Hurra

    5. Jens Langknivs bodssalme

    6. Jens hans hywlbor

    7. Jens Vejmand (musik af C. Nielsen)

    8. Jens Kuk

    ID: FK-1005

    År: 2025

    Varighed: ca. 20 min.

    Sider: 20

    Format: A4

    Pris: 129,00kr.


  • Sange fra et spættet lyshav

    for blandet kor a cappella

    De fem sange, som udgør Sange fra et spættet lyshav, er skrevet over en 5-årig periode fra 2017-2021 i et samarbejde mellem forfatter og illustrator Marie Priem og mig selv til Graabrødre Kammerkor, som vi begge var en del af som henholdsvis korsanger og dirigent. Vores ønske var at skrive en suite af korsatser i samme tradition af dansk korklang, som vi begge holder meget af, som man kender det fra musik af eksempelvis V. Holmboe, Sv. S. Schulz og N. la Cour.

    Inspirationen til sangene har vi fået på ture vi har været på med koret: Søkort af afsked udsprang af den lange sejlads til Færøerne, hvor vi også sejlede forbi Shetlandsøerne, og dette syn blev til Øen i det blinkende hav i Jeg har drømt om dig. Turen til Norge bød på bjergtinder, varder og måneskin, og disse oplevelser affødte satsen Månekys. Langs veje og i skove i Danmark har vi mødt Sølvpopler med øjne i barken, der, bundet til stedet, har mindet os om vores forbundethed med den danske natur, og med denne forbundethed som afsæt, har vi sammen skabt musikalske drømmelandskaber i satsen Mellem skinnende kirsebærtræer, hvor alt er til på samme tid.

    Satserne Månekys og Sølvpopler er begge tilgænglige som individuelle satser.

    Værket er blevet indspillet af Graabrødre Kammerkor på albummet Sange fra et spættet lyshav og findes tilgængelig på alle større streamingtjenester.

    Læs mere om Marie Priem og gå på opdagelse i hendes fantastiske univers af tekster og illustrationer på hendes hjemmeside: http://www.mariepriem.dk

    ID: FK-1003

    År: 2021

    Varighed: ca. 16 min.

    Sider: 23

    Format: A4

    Pris: 149 kr.


  • Gå ind til din Herres glæde!

    salme til tekst af Adam Garff

    Salmen er skrevet i anledningen af Gentofte Kirkes 850-års jubilæum søndag d. 1. februar 2026 hvor kirkens sognepræst Adam Garff prædikede over søndagens tekst, nemlig lignelsen om de betroede talenter fra Matthæusevangeliet. De fem vers indkapsler på én gang kirken og troen, sakramenterne, livets gang og hvert vers afsluttes med et omkvæd i form af et citat, som også er salmens titel, fra netop talent-lignelsen.

    Melodien bevæger sig i roligt, skridende ottendedele frem mod midten af sangen, hvor den gør et ophold for derefter at bygge op til sidste linjes omkvæd: Gå ind til din Herres glæde! Ved førsteopførelsen blev den sunget af Gentofte Kirkes menighed og kor samt Det Danske Pigekor under ledelse af Clara Smedegaard.

    ID: FK-1013-05

    År: 2026

    Varighed: ca. 3 min.

    Sider: 1

    Format: A4

    Pris: 0,00kr.


  • Rottefængeren

    opera i to akter

    På dagen for høstfesten i Hameln 1284 møder vi seks unge, der alle har store og små drømme for deres liv. Deres egne indbyrdes konflikter og relationer sættes i bevægelse af to vidt forskellige gæster udefra: en profetisk hyrde fra landet og en fremmed mystisk gademusikant, hvis fløjtespil har overnaturlige evner. Som dagen skrider frem indtræffer både mirakler og ulykker; til sidst står det dog klart at hovedparten af bysbørnene har mistet troen på byens fremtid og de danser ud af Hameln ved aftentide, efterladende to forslåede unge skæbner klamrende til hinanden i omsorg og kærlighed.

    Rottefængeren er en ny dansk opera med musik af Egil Kolind og tekst af Simon Duus skrevet til Sceneklar’s musikdramatiske platform for unge. Forestillingen er i to akter (med mulighed for indlagt pause) og spiller i knap 75 minutter. Hele historien udspiller sig på et torv midt i Hameln og handlingen strækker sig fra morgen til aften. Der er 8 navngivne, gennemgående karakterer: 5 unge piger og 3 unge drenge og et kor af unge, som akkompagneres af et lille kammerorkester.

    Den overordnede kunstneriske idé er at skrive moderne, klassisk opera, der vinder genklang hos unge ører og som bevæger publikum. Musikken er gennemkomponeret og udtrykket er enkelt og melodiøst med stor inspiration fra de romantiske operaarier, folkemusikken, musical m.m. Fortællingen er baseret på det tyske folkeeventyr ”Rottefængeren fra Hameln” og er et klassisk modningsdrama om overgangen fra barn til voksen med elementer af Askepot‑historien i sig. Hameln er et samfund i forfald forsaget af en naturkatastrofe og indbyrdes konflikter, hvor de unge i Rottefængeren skifter mellem at forsøge at løse problemerne og benægte situationens alvor.

    Foto: Emmanuel Elkjær

    ID: FK-1007

    År: 2023

    Varighed: ca. 75 min.

    Sider: 169

    Format: A4


  • But we seized a summer night

    for orkester

    But we seized a summer night (Men vi greb en sommernat) er en orkestrering af en sang af samme navn (nr. 5 fra Alt sker som et svar) med tekst af Marie Priem. Musikkens let bølgende tekstur skaber en følelse af en lun sommerbrise ved strandkanten i skumringen. Fra et åbent vindue mod en kyst kan man kigge ud og lade tankerne svæve og mindes gode og svære stunder og samtidigt åbne øjnene og gribe nuet midt i sommernatten. Dette lille orkesterstykke er fuld af lyse farver og indeholder både stillestående klangflader, livlige passager og cantabile soloer.

    ID: FK-1001a-05

    År: 2025

    Varighed: ca. 5 min.

    Sider: 12

    Format: A3

    Pris: 129,00kr.


  • De Sjungande Löven

    opera i to akter

    “De Sjungande Löven” (på dansk: De Syngende Blade) er en original opera skrevet til Höörs Sommeropera og uropført i sommeren 2018 med fem opførelser. Forestillingen blev båret af unge, talentfulde sangstuderende i de større roller, mens de yngste medvirkende optrådte i forskellige korroller.

    Operaen er en nyskrevet fortsættelse af det svenske folkeeventyr Prins Hatt under jorden. I denne fortælling er Prins Hat blevet Kong Hatt, som har mistet livsmodet og isolerer sig i slotsparken, hvor han holder de magiske “syngende blade” fanget, betaget af deres skønne sang.

    I det magtvakuum, der opstår, forsøger den onde minister at overtage kontrollen over landet. Prinsessen kæmper imod og får hjælp af den unge rebel Aeneas og hans venner. Sammen afslører de ministerens planer, og med narrens vise bliver ministeren udskammet foran hoffet. Til sidst vælger kongen at abdicere og befri de syngende blade. Prinsessen overtager tronen og gifter sig med Aeneas. Operaen afsluttes med et stort finalekor – en hyldest til den frie kunst.

    Foto: Alf Ljungkvist

    ID: FK-1008

    År: 2018

    Varighed: ca. 90 min.

    Sider: 211

    Format: A4


  • Se dig ud en sommerdag

    for obokvartet

    ”Se dig ud en sommerdag” består af 12 små fantasier over en sang af C. Nielsen af samme navn skrevet for obo, violin, bratch og cello(=obokvartet). Musikken er gennemsyret af en mild, lys og varm klang, og jeg
    har med stykket forsøgt at indkapsle følelsen af en dansk sommer og en nordisk klang – naturligvis inspireret af C. Nielsen. Oboens klang passer godt til mit lyriske tonesprog, og obokvartetten som besætning synes jeg er spændende at udforske og præsentere mere musik for for publikum.

    Stykket er tilegnet oboist Maria Lundbak.

    ID: FK-1002

    År: 2021

    Varighed: ca. 12 min.

    Sider: 16

    Format: A4

    Pris: